Niels Holst-Sørensens plads
Fhv. medlem af den internationale Olympiske Komité, fhv. generalmajor i flyvevåbnet, fhv. medlem af NATOs militærkomité
Byrådspolitikerne i Herning Kommune besluttede i 2017, at udødeliggøre nogle af kommunes store navne. Heriblandt en af Danmarks største idrætsudøver Niels Holst-Sørensen, et projekt som blev indledt i et samarbejde mellem Herning kommune og Stakroge Borger- & Idrætsforening.
Bestyrelsen i Stakroge Borger- & Idrætsforening skulle finde et egnet sted, hvor man kunne navngive enten vej eller plads, som en hyldest til en af byens egne, eftersom Niels Holst-Sørensen er barnefødt i Stakroge D. 19/12-1922. Her valgte bestyrelsen, at det mest naturlige vil være ved byens samlingspunkt Stakroge beboer og kulturhus.
Niels Holst-Sørensens plads blev indviet D. 22/9-2017, sammen med Hernings Borgmester Lars Krarup og Niels Holst-Sørensen. Samme dato blev pladsen navngivet, og sportspladsen blev indtaget af ca. 50 børn fra nær og fjern med opvisning og dans i de olympiske farver. Niels Holst-Sørensen tog endda en tur rundt på grønsværen sammen med børnene, hvor den tidligere atletikbane har været, og som han stadig husker fra sine barneår i Stakroge.
Europamester & OL deltager:
Niels Holst-Sørensen blev kendt i offentligheden som én af verdens bedste løber på 400 og 800 meter distancerne. Europamester i 1946 på 47,6 sek. på 400 meter (dansk rekord som holdt i 27 år). Samt verdensrekordtid på 1:48,9 min. på 800 meter, og blev regnet for en af verdens bedste på begge distancer. Han har intet mindre end 14 guldmedaljer i løb fra perioden 1943-1947. Samme periode vandt han alle DM i både 400 meter og 800 meter løb. Hans sidste officielle indsats for dansk idræt blev de olympiske lege 1948 i London med en finaleplads på 800 meter.
Karriere i flyvevåbenet:
- Efter at have gjort tjeneste ved fodfolket kom Niels Holst-Sørensen på flyverkursus 1947.
- 1948 - 49 gjorde han derefter tjeneste ved hærens flyvetropper samt hærens og forsvaretsflyveskole.
- 1950 - 51 var han ved jyske flyveafdeling samt søværnets flyvevæsen.
- 1951 det selvstændige flyvevåben blev etableret. Niels Holst-Sørensen blev overført til dette værn hvor han var squadron leader for de første thunderjets, som de danske luftstyrker modtog.
- 1952 - 55 blev han eskadrillechef.
- 1955 - 59 leder af operationsafdelingen på flyvestation Karup.
- 1959 - 60 blev han stabsuddannet i det norske luftvåben.
- 1960 - 63 chef for flyvestabens operationsafdelings planlægningssektion.
- 1963 - 65 chef for flyvertaktisk kommandos operationsafdeling.
- 1965 - 68 stabschef ved flyvertaktisk kommando og chefen for de allierede flystyrker i Østersøområdet.
- 1968 - 70 chef for flyvestation Karup.
- 1970 - 82 chef for flyvevåbenet.
- 1982 - 86 var han dansk repræsentant ved NATOs militærkomité.
Medlemskab af Danmarks olympiske komité:
Med sit medlemskab af Danmarks olympiske komité og valget i 1977 som dansk repræsentant i den International Olympic Comittee (IOC) efter Ivar Vind placeredes Niels Holst-Sørensen centralt i debatten om den politiske og økonomiske infiltration af olympiske lege hvor hans standpunkt som IOCs er at friholde legene for uvedkommende politisk og kommerciel udnyttelse. Niels Holst-Sørensen var formand for Danmarks olympiske komité 1981-84 og medlem af IOC frem til 2002, hvor han blev afløst af Kai Holm. Endvidere var han medlem af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse 1993-2002.